Den oprindelige befolkning var nemlig meget overraskede den over at der pludselig en dag kom maend op af hullerne i jorden. De troede der var tale om magi, og saa var det bare de foerste opalminearbejdere omkring 1915.
Vi bor i et dejligt vaerelse i klippen og selv vasketoejet fik vi klaret. Det ville vaerten da gerne goere for 5 dollars, hvilket er mindre end det koster i moentvask, saa det tog vi selvfoelgelig imod.
Var paa besoeg i en gammel mine, som er lavet om til et museum. Alt i minen er hugget ud ved haandkraft. Mineskakter m.v. staar som de var. Hver mand havde sin skakt, da bredden skulle passe til den enkelte mand, som kravlede op og ned ved hjaelp af siderne i skakten. Et meget spaendende museum. Der var ogsaa 2 boliger - en fra begyndelsen af minetiden og en fra 60-erne. Der har boet familier i disse klippeboliger, hvor der rent faktisk var god plads. Den mine vi saa er familieejet, og det er mit indtryk, at der er familien til den sidste beboer (som lavede bolig omkring 60-erne) og som fandt opaler, da han huggede familiens vaerelser ud. Denne nu afdoede beboer ved navn Ron er begravet lige udenfor.
Erik proevede da ogsaa noget helt nyt - at blaese i spritballon. Skummet maelk og Pepsi Max giver ikke det store udslag. Man laver aabenbart mange og hyppige kontroller i South Australia.
Om eftermiddagen var vi paa halvdagstur med en chauffoer/guide af graesk afstamning. Han kom hertil i 1963 og har selv arbejdet i opalminerne. Han kunne fortaelle alt om omraadets historie og om alt hva vi saa.
Vi var paa besoeg paa byens kirkegaard som er en international kirkegard. Derfor er der mange forskelligt udseende gravpladser tilhoerende forskellige trosretninger. Den mest anderledes gravplads er dog gravpladsen for Karl Bretz, en tysk minearbejder som doede af kraeft kun 52 aar gammel. Han var glad for alkohol og paa graven staar en vintoende i metal og nogle flasker - ogsaa altid flasker med noget i. Paa toenden sta[r han navn og aarstal og derefter den meget humoristiske efterskrift. #Have a drink on me# For jer, der maaske ikke ved det, kan jeg fortaelle, at det betyder tag en drink paa mig. Normalt bruger man det, naar man vil give en omgang - men her mener han det helt bogstaveligt.
Vi var paa turen ogsaa forbi efterladenskaber fra filmoptageler, da 14 forskellige film er optaget i Coober Pedy og den omkringliggende oerken.
En tur gennem et af mineomraaderne, da vores chauffoer har tilladelse til at koere der. Som gammel minearbejder, kunne han fortaelle alt om arbejdet foer og nu og om de maskiner vi saa. Derefter gik turen til byens golfbane, som udmaerker sig ved at der ikke er et eneste graesstraa paa greenen. Det er en oerken golfbane. Meget speciel.
Vi var ogsaa forbi en legende i omraadet - desvaerre nu afdoede Crocodile Harry, som slet ikke hed Harry. Han var foedt som tysk baron. Han boede i et klippehus med sin mine lige ved siden af og er en af dem, der har vaeret heldig i opalminerne.
Da han levede blev turisterne inviteret indenfor for at se hans hus. Han var isaer meget betaget af kvinder og i saerdeleshed dem med store bryster. Adskillige intime beklaedningsgenstande var haengt op i hulen - genstande som besoegende kvinder i aarenes loeb velvilligt havde doneret, ligesom hylen var dekoret med autografer fra besoegende kvinder gennem aarene. Hele vejen rundt og fra gulv til loft. Kunstner var han ogsaa. Lavede de mest fantasifulde ting af gammelt skrammel. Disse skulpturer staar stadig i og ved hulen. Nogle af dem noget graenseoverskridende. F.eks. en kvindefigur, som gerne ville give et lille glas, men man skulle altsaa loefte hendes laendeklaede for at tappe sit glas. Det fremgik tydeligt, at manden havde stor humoristisk sans. og jo - han havde fanget krokodiller i bedst Crocodile Dundee stil. Faktisk hentede man oplysninger hos haam, da man skulle lave filmene.
Han kunne have vaeret spaende at moede. Han doede i 2006 81 aar gammel. Vores chauffoer havde kendt saavel ham som Karl Bretz personligt.
Turen gik videre til gammel havbund. Et omraade som var havbund, da Australien var sammenhaengende med Sydpolen (Antarktis). Et meget smukt og spaendende omraade og ogsaa imponerende omraade.
Vi saa ogsaa hundehegnet - altsaa dingohegnet - som er det laengste hegn i verden. Og vi som troede det var kaninhegnet, som ligger i syd og vestaustralien.
Koerte forbi maanen p[ vejen tilbage. Kaldes saadan fordi der er meget skinnende sten n[r soen eller maanen staar paa. Dog ikke aedelsten. Hele omraadet med gammel havbund er nu fredet, saa men maa ikke laengere samlig fossiler m.v. der. Der er ingen opaler i undergrunden der, saa fredningen fastholdes sikkert.
Vi fik at vide, at der i Coober Pedy er faldet 22 mm regn det senest AAR.
At verdens stoerste kvaeggaard ligger i Australien - her kaldes de stations - den er paa stoerrelse med Belgien og der er 10 indbyggere (Belgien har 11. mill.)
Saa om aftenen den serbiske kirke, som er en ortodoks og meget smuk kirke ogsaa inde i bjerget. Loftbuer og figurer i vaeggen er hugget ind i klippen. Man kan bare gaa ind i byens kirker og taende lys og se sig omkring. Skal bare huske at slukke igen, naar man gaar.
I byen staar i oevrigt en dansk vindmoelle, der er rejst som et forsoeg i 1980-erne og som nu forsyner omkring 40 husstande med stroem.
Sikke en sjov historie!
ReplyDelete